Det sker meget sjældent, men lige nu er det virkelighed.

Martin Braithwaite er på alles læber i Spanien og i storklubben FC Barcelona efter danskerens flotte præstation mod Dynamo Kiev i Champions League.

Den 29-årige dansker scorede to mål og lagde op til et tredje, da storklubben vandt 4-0 på udebane.

Hos den catalanske avis Sport bliver danskeren kåret til kampens spiller sammen med debutanten Oscar Mingueza.

Martin Braithwaite tog sig af straffesparket og scorede til 3-0.
Martin Braithwaite tog sig af straffesparket og scorede til 3-0. Foto: VALENTYN OGIRENKO
Vis mere

»Lettet! I første halvleg var han ikke veloplagt, men i anden scorede han to mål, og det andet var efter, at han udnyttede en forlænget bold fra Mingueza efter et hjørnespark. Han tilkæmpede sig et straffespark, som han selv tog sig af ved Barcelonas tredje mål,« skriver avisen, der giver ham karakteren 8 ud af 10.

»Muligheden blev flot udnyttet af Barcelonas nummer ni,« mener man også om Braithwaites første kamp i startopstillingen i denne sæson.

Den anden store catalanske sportsavis, Mundo Deportivo, deler også roser ud til den tidligere Esbjerg-angriber.

Her har brugerne i skrivende stund kåret Braithwaite til kampens andenbedste med et karaktersnit på 7.57 - det samme som Minguezas, men kun overgået af højrebacken Sergiño Dest.

Marca kalder kampen for Braithwaites mest mindeværdige i hans tid i FC Barcelona.
Marca kalder kampen for Braithwaites mest mindeværdige i hans tid i FC Barcelona. Foto: VALENTYN OGIRENKO
Vis mere

Selvom det også fremhæves, at hans kampstart var uregelmæssig, er der mange komplimenter at hente for danskeren. Blandt andet nævner man hans assist til Dest (som dog ser en anelse tilfældig ud).

Den var en »indsprøjtning af selvtillid,« skriver Mundo Deportivo, og derfra begyndte danskerens brandkamp.

»Med de to mål voksede Braithwaite, og han søgte hattricket. Han fik også vist sig frem og har muligheder for at skifte væk til januar. Det var hans bedste kamp, siden han kom til Barcelona i februar,« mener man og kalder Braithwaite for »professionel måljæger«

Hans første mål bliver blandt andet understreget. En scoring, som han fejrede med »vrede.«

Det er kun anden gang siden danskerens tilgang i Barcelona i februar, at han får lov at spille en hel kamp. Men de spanske medier er enige. Han greb muligheden onsdag aften, selvom han er en nier, som få har regnet med.

Madridavisen Marca har også valgt at uddele roser til danskeren.

»Afgørende. Var involveret i tre mål på den ene eller anden måde,« skriver man.

På trods af at Marca ikke her mener, at det var Martin Braithwaites bedste kamp for FC Barcelona, er der ingen tvivl om, at den bliver husket.

»Det var formentlig hans mest mindeværdige kamp, siden han skiftede til FC Barcelona.«