Gianni Infantino har lovet, at alle vil være velkomne til VM i Qatar. Uanset seksuel orientering.

Men noget tyder på, at værtsnationen ikke kommer til at overholde det løfte, som FIFA-præsidenten ellers har givet flere gange.

Det skriver NRK, SVT og DR, der har undersøgt de 69 hoteller, der bliver anbefalet.

Og her har svaret fra nogle af dem været helt klart.

»Nej, vi accepterer ikke homoseksuelle par,« har det lydt i et svar, som DR og de to andre nordiske medier har fået fra eksempelvis Magnum Hotel & Suites Westbay.

Medierne har ringet og præsenteret sig som et nygift, mandligt svensk par, der ønskede at leje et værelse, og her kom der flere steder en klokkeklar afvisning tilbage.

Gianni Infantino har ellers flere gange, blandt andet på en FIFA-kongres i marts, understreget, at VM er for alle, og at »alle er velkomne her i Qatar, selv når vi taler om LGBTQ+«.

Men noget tyder på, at den udmelding altså ikke er afstemt med hotellerne.

De tre medier, der har foretaget undersøgelsen skriver, at tre hoteller – The Torch Doha, Wyndham Grand Regency og Magnum Hotel & Suites – afviste forespørgslen fra det 'homoseksuelle svenske par', 20 tillod indkvarteringen, men opfordrede til ikke at vise sin seksualitet frem.

33 hoteller havde ingen indvendinger, nogle er ikke vendt tilbage, og nogle ønsker ikke at svare. Hele undersøgelsen kan ses her.

I en mail til de tre medier, der har undersøgt sagen, lyder det fra FIFA, at Qatar er bevidst om deres ansvar under slutrunden.

»FIFA er overbevist om, at alle nødvendige foranstaltninger vil være på plads, så LGBTQI+-fans kan nyde turneringen i et vedkommende og sikkert miljø, ligesom alle andre,« lyder det i en mail.

Det har generelt fået massiv kritik, at årets VM slutrunde skal afvikles i Qatar. Det skyldes blandt andet de elendige forhold for migrantarbejdere.

Forhold, der har kostet tusindvis af mennesker livet. Derudover har værtsnationens mangel på menneskerettigheder også fået stor opmærksomhed. Tidligere har blandt andre Pernille Harders kæreste, Magdalena Eriksson, fortalt, at hun ikke ville tage til Qatar.

»Som homoseksuel ville jeg aldrig tage til Qatar, hvor homoseksualitet også er ulovligt. (...) I sidste ende vil jeg mene, at der er to veje at gå – enten boykotter man det fuldstændig, eller også går man derhen og lægger ikke skjul på, hvad man står for« skrev hun i en klumme for mediet inews i november sidste år.

Det har tidligere været fremme, at fans kan risikere at få frataget deres regnbueflag. Det fortalte en af lederne, Abdulaziz Abdullah al-Ansari, tilbage i april. Hvis det sker, er det ifølge ham af sikkerhedsmæssige årsager.

Dengang fortalte han, at homoseksuelle er velkomne i Qatar, selvom homoseksualitet er ulovligt og potentielt kan straffes med fængsel. Derfor opfordrede han fans, der gerne vil promovere homoseksuelles rettigheder, til at gøre det et andet sted.

»Hvis man ønsker at fremvise sine synspunkter omkring det, så gør det i et samfund, hvor det er accepteret. Vi mener, at hvis man har en billet, så kommer man for at se kampen og ikke for at demonstrere, udføre en politisk handling eller andet, man har på sinde,« sagde han blandt andet.