Efter torsdagens Europa League-kamp mellem FC Midtjylland og israelske Maccabi Tel Aviv har Aral Simsir trukket overskrifter i de israelske medier.

Og det er ikke for hans ellers gode præstation på banen.

Tværtimod skyldes det en række udtalelser på banen fra den dansk-tyrkiske Midtjylland-spiller.

Ifølge mediet One råbte Simsir 'befri Palæstina' til Maccabi-spillerne mod slutningen af kampen, mens Ynet skriver, at han også råbte 'Palæstina vil blive befriet'.

Aral Simsir bliver kritiseret i de israelske medier efter kampen mod Maccabi Tel Aviv.
Aral Simsir bliver kritiseret i de israelske medier efter kampen mod Maccabi Tel Aviv. Foto: Andrej Isakovic/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Førstnævnte medie skriver ligeledes, at flere Maccabi-spillere bekræfter hændelsen, samt at Simsir provokerede og råbte andre lignende ting til dem undervejs i kampen.

Maccabi Tel Avivs træner, serbiske Žarko Lazetić, blev også spurgt ind til episoderne efter kampen, men ønskede ikke at kommentere yderligere.

B.T. forsøger at få en kommentar fra FC Midtjylland.

Kampen mellem FC Midtjylland og Maccabi Tel Aviv blev spillet i Serbiens hovedstad, Beograd, på grund af den nuværende konflikt i Mellemøsten.

Det endte i en 2-0-sejr til midtjyderne på mål af Franculino og Chilufya. Du kan læse B.T.s dom over opgøret HER.