Så gik den ikke længere.
Christophe Galtier er fyret som Paris Saint-Germain-træner efter én sæson i hovedstaden.
Det fortæller både Le Parisien og RMC.
Han fik besked om at pakke sine sager sammen af fodbolddirektør Luis Campos, fortæller medierne.
Stenrige PSG har vundet det franske mesterskab, men med profiler som Kylian M'Bappé, Neymar og Lionel Messi kræves der mere.
Klubben røg både ud i 1/8-finalen i pokalen og Champions League, som er deres helt store mål.
Her gik det galt mod Bayern München, der gik videre med 3-0 samlet.
Det står allerede klart, at Lionel Messi forlader klubben, mens det er uklart, hvordan resten af mandskabet vil se ud i den kommende sæson.
56-årige Galtier afløste Mauricio Pochettino i sommeren 2022, hvor han fik en to-årig kontrakt.
Den nåede han kun halvvejs igennem.