Lyt til artiklen

Der er Joakim von And – og så er der Erling Haal-And.

Den norske Dortmund-angriber står formentlig foran et sommerskifte til en af Europas største klubber, og det kommer angiveligt til at gøre den blot 21-årige målsluger til den bedst betalte spiller i verdens rigeste liga.

Ifølge Sky Sports er Manchester City nu så varm på Erling Haaland, at den lyseblå Premier League-klub er klar til at udløse angriberens frikøbsklausul på omkring 560 millioner kroner.

Og klubben skulle tilmed være enig med ham om en aftale med en løn, der angiveligt ligger på over 4,47 millioner kroner om ugen – som på et år løber op i vanvittige 232 millioner kroner!

Det skriver Sportsmail, der forventer, at aftalen mellem Haaland og City løber fem år, og på den måde ender den samlede sum på over 1,1 milliarder kroner.

Ifølge flere engelske medier skulle Manchester United-stjernen Cristiano Ronaldo lige nu være den bedst betalte spiller i Premier League med en ugeløn på omkring 4,29 millioner kroner, men den løn vil Haaland altså overgå, hvis Sportsmail har ret.

Erling Haaland er født i Leeds i England, da hans far Alf-Inge Haaland også var professionel fodboldspiller. Farmand Haaland har fortid i netop Manchester City og skulle ifølge Sportsmail have været en stor del af forhandlingerne med Manchester City.

Skulle aftalen med Haaland blive en realitet får Manchester City endelig den spidsangriber, som manager Pep Guardiola har bebudet, at man har manglet, siden afskeden med argentinske Sergio Agüero i sommer.

Dengang mislykkedes City med at hente Harry Kane i Tottenham, og derfor har Guardiola ofte spillet uden angriber.

Men i Haaland får man en farlig målscorer, der i denne sæson har nettet 25 kasser i 26 kampe for Dortmund – og Haaland kan måske få sig en pengetank at svømme rundt i.