Den unge Manchester United-stjerne Mason Greenwood er løsladt mod kaution.
Det melder en række engelske medier, herunder BBC.
Fodboldspilleren er anklaget for vold og seksuelt overgreb på sin kæreste, Harriet Robson, ligesom han mistænkes for at have voldtaget hende.
Tirsdag blev den kun 20-årige unge mand også mistænkt for dødstrusler. Nu har han altså fået lov at gå fri, mens efterforskningen fortsætter sin gang.

Greenwood blev anholdt søndag i kølvandet på, at en række voldsomme billeder begyndte at florere på sociale medier.
Her så man spillerens kæreste kraftigt forslået med blod løbende fra munden og blå mærker rundt på kroppen.
Desuden blev en rystende lydfil offentliggjort, hvor man hører et skænderi mellem en kvinde og en mand, som angiveligt er Greenwood.
Her kan man høre kvinden sige, at hun ikke ønsker at have sex, mens manden svarer: »Jeg er fucking ligeglad med, hvad du vil.«
Derefter truer han hende med, at hun ikke skal nægte ham sex igen. Hør det her.
De forskellige filer blev herefter fjernet fra Harriet Robsons sociale medier.
I løbet af de seneste dage er al merchandise med Mason Greenwood forsvundet fra Manchester Uniteds hjemmeside.
Klubben har indtil videre suspenderet ham, og det han hans sponsor, Nike, også.