Ikke bare fik Andreas Christensen tirsdag aften en sjælden startplads for FC Barcelona.
Han scorede også – og fik efterfølgende store roser for sit spil gennem de 86 minutter på banen, som det blev til mod miniputten Guadalajara.
I eksempelvis catalanske Sport blive han betegnet som »selvsikker og beslutsom« og får karakteren 8 ud af 10 – den højeste af alle holdets spillere.
»Han er en Barcas bedste midterforsvarer, hvad angår boldfordeling, og det beviser han hver gang, han spiller,« lyder det her:
»Hvis det ikke var for hans tilbagevendende skader, ville han være en seriøs kandidat til den startende midterforsvarerposition.«
Hos Marca får Andreas Christensen også den højeste karakterer af alle FC Barcelona-spillere. 7 ud af 10.
»Han havde ikke meget at lave, men han håndterede det godt,« lyder det blandt andet:
»Forbedrede sig som minutterne gik.«
FC Barcelona endte med at vinde 2-0, men det holdt hårdt i pokalkampen mod det lavere rangerende hold. Lige indtil Andreas Christensen scorede til 1-0 i det 75. minut.
»Christensen fik holdet ud af problemerne,« som As konstaterer i en overskrift.
Her bliver danskeren videre kaldt for »en af kampens mest fremtrædende spillere«:
»Ikke kun for sit fremragende spil som midterforsvarer, men også fordi han åbnede scoringen med et kraftfuldt hovedstød, der nød godt af en uventet afretning,« lyder det.
Og så var der også roser fra den mand, hvis mening jo nok betyder allermest. FC Barcelona-træner Hansi Flick:
»Christensen var fremragende i dag (tirsdag, red.),« sagde han efter kampen.
Marcus Rashford scorede FC Barcelonas andet mål, og holdet er nu klar til ottendedelsfinalerne.

