Danmarks fodboldlandshold skuffede fælt i Parken lørdag aften, og det har fået flere medier og kommentatorer til at skyde med skarpt efter landstræner Brian Riemer.
Danmark fik lige nøjagtig reddet sig et resultat på 2-2 mod upåagtede Belarus og er nu under pres før VM-kvalifikationens sidste kamp mod Skotland på tirsdag.
Særligt Brian Riemers udskiftninger i slutfasen samt beslutningen om at spare flere profiler mod verdens nummer 103, som Danmark slog 6-0 i oktober, vækker forundring hos TV 2-ekspertkommentator Morten Bruun.
Han kalder lørdagens nedtur for "Brian Riemers klart dårligste kamp fra bænken".
- Idéen med at spare Joachim Andersen, Victor Froholdt og Morten Hjulmand talte direkte imod hans retorik med ikke at tænke på kampen mod Skotland. Ramte helt forbi med sine indskiftninger i slutfasen.
- Hvorfor skulle (Gustav, red.) Isaksen ud? Og hvorfor skulle (Philip, red.) Billing kun spille 30 sekunder? spørger Morten Bruun i forbindelse med sin karaktergivning på tv2.dk, hvor Riemer får 1 ud af 10.
Hos fodboldmediet Bold er chefredaktør Michel Wikkelsø Davidsen heller ikke imponeret af Brian Riemers dispositioner til sidst i kampen.
- Landstræneren virkede nærmest paralyseret i de vigtigste minutter i kampen, skriver Michel Wikkelsø Davidsen i en klumme på Bold.
Han kalder Danmarks optræden for en fadæse, men giver Brian Riemer chancen for at rejse landsholdet i den vigtige kamp mod Skotland tirsdag, hvor danskerne får en VM-billet, hvis de kan undgå at tabe.
- Jeg kommer dog ikke til at holde mig tilbage med at sige, at lørdag aften var en skandale i Parken. Danmark smed en næsten sikker VM-billet væk. Og med den gigantskuffelse i rygsækken skal danskerne forsøge at modstå et skotsk pres, skriver Michel Wikkelsø Davidsen.
Hos DR får Brian Riemer den næstdårligste karakter af kommentatorerne Andreas Kraul og Kenneth Møller Pedersen, der havde forventet en dansk sejr over Belarus, hvilket reelt havde udløst en billet til USA, Canada og Mexico næste år.
- Men den opgave mod verdensranglistens nummer 103 blev slet ikke løst, og tilbage står en af de største skuffelser i Parken for Danmark i flere år, lyder det i kommentatorernes begrundelse.
- Brian Riemer kan ikke klandres for Rasmus Højlunds sygdom, men fravalget af bærende spillere som Joachim Andersen, Morten Hjulmand og Victor Froholdt blev på ingen måde vekslet til den rigtige opstilling eller spændingsniveau. Dumpet aften for landstræneren, lyder det.
Var det blevet til sejr over Belarus, havde Danmark fra sin position som nummer et i kvalifikationsgruppen haft tre point ned til Skotland og en markant større målforskel, som er afgørende i VM-kvalifikationen.
Nu er der blot et point ned, og skotterne kan med en sejr på eget græs sende Danmark til den risikable playoffturnering på den anden side af nytår.
Brian Riemer har stået i spidsen for landsholdet siden oktober sidste år og har 11 kampe vundet seks, spillet tre uafgjort og tabt to. Resultaterne har begejstret Dansk Boldspil-Union så meget, at aftalen mellem de to parter blev fornyet og forlænget i slutningen af oktober.
/ritzau/
