De er ikke tvunget til at aflyse.

Men flere af de store Premier League-klubber regner bestemt ikke med, de skal i aktion i weekenden.

Det skriver flere engelske medier, herunder Daily Mail.

Årsagen er selvsagt torsdagens triste nyhed om, at Dronning Elizabeth er gået bort, og selv om der ikke er et direkte krav om aflysninger i sportens verden, forventer mange af klubberne, at weekendens kampe bliver aflyst og spillet på et senere tidspunkt.

Hele fredagens sportsprogram blev aflyst torsdag aften, heriblandt alle hestevæddeløb, som Dronning Elizabeth elskede at se. Også Tour of Britain er blevet stoppet i utide, og de sidste tre etaper er blevet aflyst - Gonzalo Serrano er derfor blevet udråbt som vinder.

Golf-turneringen BMW PGA Championship blev også sat på pause, og flere rugbykampe blev aflyst. Derudover er fredagens to kampe i EFL også blevet aflyst.

»For at vise respekt efter Hendes Majestæt Dronning Elizabeth II er gået bort tidligere i dag, bekræfter EFL at kampene i morgen aften (fredag, red.) – Burnley mod Norwich City og Tranmere Rovers mod Stockport City – bliver udskudt,« lød det i en udtalelse fra ligaen.

Den endelige beslutning omkring Premier League bliver ifølge The Sun taget senest omkring frokosttid fredag, da de forskellige hold skal have besked i forhold til, om de skal rejse afsted til eventuelle udebanekampe, eller om de skal blive hjemme.

'Premier Leagues chef Richard Masters og hans medarbejdere ved godt, at det kan give bagslag, hvis weekendens kampe bliver spillet som planlagt,' skriver mediet blandt andet.

En anden faktor der også spiller ind er, at det ville tære voldsomt på politiets ressourcer at gennemføre weekendens kampe, da mange byer rundt omkring i landet vil hylde Dronningen i weekenden.

Man forventer dog ikke, at alt bliver aflyst de næste ti dage, men det forventes, at Dronningens død vil blive markeret i forbindelse med eksempelvis kampe – spillere og fans vil blive bedt om at afholde et minuts stilhed, nationalmelodien skal spilles, og så skal spillerne bære sørgebind.

Efter dronning Elizabeths bortgang er prins Charles automatisk blevet konge. Det er dog først lørdag, han rent formelt bliver udråbt til landets monark.