Lyt til artiklen

Hjem til Den Gamle Dame!

Paul Pogba har fundet sin nye klub, og det er en gammel kælling, undskyld, kending, han fremover skal tørne ud for, efter at hans udskældte tid i Manchester United er forbi.

Den franske verdensmester og verdensstjerne skifter, ifølge medier i England og Italien, til Juventus, hvor han også spillede og fik sit helt store gennembrud i årene fra 2012 frem til giga-skiftet til Manchester United i 2016.

Kun de sidste detaljer i kontrakten med Juventus mangler at blive ordnet, forlyder det. Pogba skifter transferfrit inden for et par dage.

Foto: ANTHONY DEVLIN
Vis mere

Den store og stærke midtbanedynamo blev verdens dyreste fodboldspiller, da De Røde Djævle købte ham for 800 millioner kroner i sommeren 2016 netop hos Den Gamle Dame, men de sidste seks år i Manchester har været alt andet end en dans på roser.

29-årige Pogba har af fansene og eksperter ofte fået kritik for sin attitude og (manglende) lyst til at arbejde hårdt for holdet, og for et stort fokus på sit image som en af fodboldens mest farverige stjerner.

Pogba, som allerede som 16-årig flyttede fra Frankrig til Manchester Uniteds ungdomsakademi, skiftede i 2012 til Juventus, hvor han charmerede Juve-fansene og vandt fire mesterskaber.

Nu vender han hjem til Torinos mægtige fodboldstolthed i jagten på fordums styrke.

Det blev til 233 kampe, 39 mål og 51 målgivende afleveringer for Pogba i Manchester United.