B.T. kunne i sidste uge afsløre, at landsholdsspilleren Joakim Mæhle var på vej væk fra sin belgiske klub Genk.

Ifølge B.T.s oplysninger havde Serie A-klubben Atalanta lagt et konkret bud på Joakim Mæhle. Nu er buddet så accepteret, og skiftet er på plads.

Det skriver transferguruen Fabrizio Romano på sin private Twitter-profil.

'Aftalen mellem de to klubber er på plads – de personlige vilkår er okay. Han ønsker at skifte til Atalanta,' står der helt præcist.

Nicolo Schira skriver ligeledes på Twitter, at aftalen er på plads. Han oplyser også om kontraktlængden samt beløbet.

'Aftalen er på plads! Joakim Mæhle skifter til Atalanta fra Genk for 59 millioner kroner + bonusser. Han får kontrakt til 2025,' skriver han i et opslag.

Ifølge B.T.s oplysninger har den franske storklub Lyon ligeledes vist interesse for danskeren, men der har intet bud været.

Den tidligere AaB-spiller var tæt et skifte til Marseille tilbage i oktober, men der satte Genk en stopper for transferen i sidste øjeblik.

Landsholdsspilleren lagde efterfølgende ikke skjul på, hvor skuffet han var over sin klubs beslutning.

»Ja, helt sikkert. Jeg er utrolig skuffet over den måde, de håndterer det på. Der har været interesse mange andre gange, hvor de har meldt blankt nej fra starten af. Om det har været Southampton, Valencia og Atalanta. Det har jeg respekteret. Og de har ikke hørt noget fra mig, og jeg har aldrig brokket mig. At de så håndterer den her situation, som de har gjort, er jeg utrolig skuffet over.«