Medie: VM-værtsbyer savner udbetaling fra Fifa
Amerikanske VM-værtsbyer mener ifølge The Athletic, at de mangler millionudbetaling fra Fifa.

Amerikanske VM-værtsbyer mener ifølge The Athletic, at de mangler millionudbetaling fra Fifa.

De amerikanske byer, der var værter for VM i fodbold denne sommer, savner en millionudbetaling fra Det Internationale Fodboldforbund (Fifa).
Det beretter The Athletic.
Ifølge mediet blev værtsbyerne lovet hver en million dollar (6,5 millioner kroner), som altså ikke er blevet udbetalt.
Pengene skulle gå til fodboldprojekter i byernes lokalsamfund.
The Athletic har talt med fire forskellige ledere i de amerikanske VM-byer, som efterlyser pengene nu, hvor de forskellige VM-komitéer i byerne skal opløses efter turneringen.
De 11 værtsbyer i årets VM var Seattle, San Francisco, Los Angeles, Dallas, Houston, Kansas City, Atlanta, Philadelphia, New York/New Jersey, Miami og Boston.
Fifa ønsker ikke at kommentere The Athletics oplysninger.
Fifa og særligt præsident Gianni Infantino har været i et voldsomt stormvejr de seneste dage, efter at have lanceret et forslag om at sælge en andel i forbundets turneringer til private investorer.
Efterfølgende blev forslaget trukket tilbage, men kritikken er ikke stilnet af. Tværtimod.
Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) har meddelt, at tilliden til Fifa er væk, og det europæiske forbund mener ikke, at Infantino lever op til den gennemsigtighed, han i sin tid gik til valg på.
Formand for Dansk Boldspil-Union (DBU) Jesper Møller har sagt, at DBU har mistet tilliden til Infantino.
Efterfølgende har fodboldforbundene i Sverige og Wales officielt trukket støtten til et genvalg af Infantino som Fifa-præsident.
Senest beskyldte præsidenten for Jordans fodboldforbund tirsdag Infantino og Fifa for afpresning under sommerens VM.
RITZAU