Fra midtuge til weekend.

Der kan være en omsiggribende forandring for Champions League på vej.

Ifølge Sport-Bild pønser Uefa på at afvikle kampene i den mest prestigefyldte klubturnering lørdag og søndag i stedet for som nu tirsdag og onsdag.

Det skulle være Uefa-præsident Aleksander Ceferin og Juventus-direktør Andrea Agnelli, der er formand for sammenslutningen af europæiske fodboldklubber (ECA), der er de stærke kræfter bag forslaget.

Og hvorfor så det?

Jo, det skulle være for at tiltrække et større publikum på verdensplan.

'Tidsforskellen spiller en vigtig rolle. Ikke mindst i forhold til det lukrative kinesiske marked, hvor klokken er fire om natten, når kampene fløjtes af i det nuværende format,' som Sport-Bild skriver.

Siden 2010 er selve Champions League-finalen blevet spillet på en lørdag, mens resten af kampene er blevet spillet midt på ugen - som de er blevet lige siden turneringens fødsel.

Hvis Champions League-kampene skal spilles i weekenden, betyder det selvfølgelig, at de nationale ligaer i højere grad end nu skal spilles på hverdage.

'Agnelli har også en anden plan klar: En reduktion af de nationale ligaer,' skriver Sport-Bild - men skriver også, at den tyske fodboldliga, DFL, kender til planerne og er 'stærkt afvisende'.

En flytning af kampe fra midtuge til weekend er dog ikke de eneste planer, der arbejdes med af Juventus-bossen.

Selve spilformatet bliver også gransket.

I dag er de 32 deltagende hold i gruppespillet inddelt i otte grupper med hver fire hold.

Ifølge Uefa-planerne kan det fremover vendes på hovedet, så der skal være fire grupper med hver otte hold.

Den model skulle sikre flere gruppespilskampe, 14 pr. hold i stedet for de seks, der spilles i dag.

Flere kampe vil også give de store klubber flere tv-penge og flere tilskuerindtægter.