Far skulle nok have blandet sig uden om!

Ifølge den som regel velinformerede franske sportsavis L’Equipe er angrebsjuvelen Kylian Mbappés kæmpetransfer fra Monaco til Paris Saint-Germain gået i vasken.

Og det er farmand Mbappés skyld, at sønnike ikke bliver hovedpersonen i en handel, der kunne have gjort den 18-årige angriber til verdens dyreste fodboldspiller.

Kylians far, Wilfried Mbappé, skulle ifølge L’Equipe have gået uden om Monaco-bestyrelsen og selv have forhandlet med Paris Saint-Germain. Og det gjorde angiveligt Monaco-bosserne så rasende, at de har meddelt liga-rivalerne, at handlen er aflyst.

Var transferen blevet til noget, havde PSG i første omgang skulle slippe 190 milllioner euro – lidt over 1,4 milliarder kroner - for stortalentet. Derudover skulle pariserne efterfølgende have betalt Monaco nogle månedlige beløb, der – lagt sammen med købsprisen – ville have gjort Mbappé-handlen dyrere end Neymar-handlen (til samme klub), der lød på svimlende 1,65 milliarder kroner.

Den kolde skulder til Paris Saint-Germain er gode nyheder til de mange andre Mbappé-bejlere i Europa. Sommeren igennem har Real Madrid været nævnt som meget interesseret i teenageren, og onsdag kunne engelske MIrror melde, at Mbappé i løbet af sommeren har ført samtaler med tre Premier League-managere - Liverpools Jürgen Klopp, Arsenal Arsene Wenger og Pep Guardiola fra Manchester City.

Ifølge franske medier er Mbappé meget opsat på at forlade AS Monaco i dette transfervindue. Han er angiveligt ikke længere lykkelig i det sydfranske, og højst bemærkelsesværdigt tilbragte også 90 minutter på bænken, da Monaco i weekenden vandt 4-1 i Dijon.

Da AS Monacos cheftræner, Leonardo Jardim, efterfølgende blev spurgt, hvorfor Mbappé var bænket, lød den kryptiske forklaring:

»Han sad på bænken, fordi klubben ville have det. Dem, der bestemmer, ville have det sådan.«

18-årige Mbappé brød igennem lydmuren i den seneste sæson, hvor han var drivkraften bag Monacos vilde Champions League-kampagne, der først sluttede i semifinalen.

Angrebskometen, der har fire franske a-landskampe, står noteret for 27 mål og 16 assist i sine foreløbigt 60 kampe for monagaskerne.

Transfervinduet lukker i den 31. august klokken 23.59.