Manchester United er interesseret i at hente Cristiano Ronaldo tilbage til Old Trafford.

Det skulle være en reel mulighed, fordi verdensstjernen er utilfreds i Juventus. Det skriver Gazzetta dello Sport.

Og prisen for 36-årige portugiser er til at betale for Premier League-klubben. Beløbet lyder således på cirka 220 millioner kroner.

Gazzetta dello Sport tilføjer, at Manchester United har taget kontakt til Jorge Mendes, der er agent for Cristiano Ronaldo, for at høre om et muligt skifte.

Angriberen skulle være utilfreds i Juventus.
Angriberen skulle være utilfreds i Juventus. Foto: MASSIMO PINCA
Vis mere

Men den nuværende Juventus-stjerne skal gå på kompromis med sin løn, hvis han ønsker at vende tilbage til England.

Hans nuværende løn lyder på cirka 230 millioner kroner om året, og den skal halveres, hvis Manchester United skal kunne betale den.

Og det er meget usikkert, om Ronaldo vil gå så meget ned i løn, når hans kontrakt i Italien først udløber til juni næste år.

Angriberen har ligeledes været rygtet tilbage til Spanien og Real Madrid. Men det har Florentino Pérez afvist.

»Rygterne omkring hans tilbagevenden er bare rygter fra Ronaldo-lejren. Det er ingenting,« har præsidenten tidligere sagt i et interview.

Cristiano Ronaldo havde stor succes i Manchester United, hvor han blandt andet var med til at vinde både Premier League og Champions League.