Rasmus Højlund er billigere og højt agtet.
Sådan lyder det i det anerkendte britiske medie The Guardian, der har set nærmere på Manchester Uniteds planer for transfervinduet denne sommer.
Her står det klart, at klubben endnu en gang har øjnene på Tottenham-stjernen Harry Kane, og at en mand som Napolis Victor Osimhen er for dyr, eftersom de italienske mestre vil have 1,1 milliard kroner for ham.
Til gengæld er den danske landsholdsspiller Rasmus Højlund også på ønskelisten, selvom de ifølge The Guardians oplysninger ikke forventer, at han kan gå ind og starte fra dag et.
Man har noteret sig hans flotte udvikling i Atalanta, og øjnene blev for alvor spærret op, da han bragede et hattrick ind mod Finland, da Danmark mødte dem i Parken i marts.
Det engelske medie skriver, at United vil købe en ekstra angriber, hvis de ender med købe Højlund, da han bliver set som en fremtidens mand snarere end en nutidens.
Højlund holdt en længere scoringspause på to måneder, hvor der også var en skade, der kom i vejen, men han er oppe på 15 kasser i 40 kampe, hvilket er imponerende i en alder af 20 år.
Serie A-kometen har kun to kampe tilbage af klubsæsonen, hvor Atalanta aktuelt ligger nummer fem i rækken.
Derefter går turen hjemad, hvor det danske landshold har to EM-kvalifikationskampe mod Nordirland og Slovenien.