De europæiske fodboldligaer - herunder Superligaen - vil blive færdigspillede på trods af coronakrisen.

'Alle parter er helt på linje med den engelske opfattelse af, at sæsonen skal spilles færdig, uanset hvornår det bliver tilfældet.'

Sådan skriver Independent med udgangspunkt i 'adskillige kilder', at tilgangen til onsdagens videomøde mellem UEFA og samtlige ligaer i Europa er.

Der bliver tilføjet, at enhver snak om at aflyse fodboldssæsonen 2019-20 nu er helt og aldeles 'taget af bordet'. Det er ikke længere et emne, der diskuteres.

Og der er ikke kun bred enighed om at få gjort de nationale klubturneringer færdig. Det gælder også Champions League og Europa League.

Ifølge mediet 'er der nu en accept af' at både CL-finalen og EL-finalen dog kommer til at blive spillet for tomme tribuner, når de engang bliver afviklet på henholdsvis Atatürk Stadion i tyrkiske Istanbul og Stadion Energa Gdańsk i polske Gdańsk.

Independent skriver, at der allerede er nedsat to arbejdsgrupper, der skal finde løsninger, så fodbolden kan komme ordentligt ud på den anden side af coronakrisen, der har lagt sig over hele Europa (undtagen i Hviderusland):

Den ene gruppe skal se på de logistiske udfordringer i at få de mange kampe spillet færdigt i samfund, der er voldsomt nedlukkede.

Sådan bliver synet i resten af 2019-20-sæsonen: Tomme tribuner.
Sådan bliver synet i resten af 2019-20-sæsonen: Tomme tribuner. Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

Den anden gruppe skal se på de økonomiske udfordringer. Overalt er klubber hårdt ramt på pengepungen, mens tv-selskaber samtidig har lagt stort pres på for at få tv-aftalerne effektueret.

Arbejdsgrupperne er ifølge Independent blevet pålagt at finde 'kreative måder' til at få afsluttet sæson. Og igen: Der er også her en 'generel accept af', at kampene nødvendigvis må spilles uden tilskuere for at komme i mål.

I bund og grund er UEFA og de mange ligaer over hele Europa ifølge det engelske medie kommet frem til, at uanset hvor kringlet det bliver at få spillet færdigt, så vil det stadig være mindre kompliceret, end alle de følgevirkninger en total aflysning af 2019-20-sæsonen vil udløse.

Onsdag skal UEFA og repræsentanter for de europæiske ligaer igen mødes for at tale om, hvad der skal ske med sommerens transfervindue og spillernes kontrakter, der for manges vedkommende jo har udløb ved udgangen af juni. Potentielt set INDEN sæsonen kan være færdiggjort.