Parken Sport & Entertainment kan meget vel snart blive præsenteret for noget af et købstilbud.

Det skriver Inside Business. For en gruppe af udenlandske investorer har tilsyneladende rettet sigtekornet mod det danske selskab.

Ifølge mediet kommer der i løbet af ugen et konkret tilbud på bordet, som bestyrelsen kan tage stilling til fra gruppen, der har den store amerikanske investeringsfond Fortress bag sig, og også Redstone Advisors skulle have en finger med i spillet.

Og ifølge mediet er det ikke småbeløb, der er tale om, for investergruppen vil foreslå en samlet pris på Parken på 1-1,2 milliarder kroner.

De udenlandske investorer vil fokusere på F.C. København.
De udenlandske investorer vil fokusere på F.C. København. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Samtidig har gruppen også en klar plan for, hvad man vil med Parken Sport & Entertainment, hvor der bliver prioriteret i forhold til fokusområder.

Der skal i højere grad være fokus på sporten - altså FC København - og Parken som Danmarks nationalarena. Det betyder, at investorerne vil droppe det populære badeland og feriested Lalandia, der ligger i Rødby og Billund, og kontorejendommene på Østerbro.

Ifølge Inside Business har der også allerede i den grad været snak parterne imellem. Ifølge mediet har investorgruppen allerede talt med Parkens storaktionær LD, der angiveligt ikke er afvisende over for planen.

Skulle bestyrelsen takke ja til tilbuddet, er det ikke første gang, Parken sælger aktiviteter fra. I juni sidste år var det Fitness DK, der fik kniven, da fitnesskæden blev solgt for 100 millioner kroner.

Ifølge mediet vil de udenlandske investorer sælge Lalandia, der ligger i Rødby og Billund.
Ifølge mediet vil de udenlandske investorer sælge Lalandia, der ligger i Rødby og Billund. Foto: Patrick Kirkby
Vis mere

Køberen var Altor og Tryghedsgruppen, som ejer fitnesskæden Sats, hvilket også er det navn, alle Fitness DK-centre er skiftet til.

Et salg, der ifølge Ritzau kom til at koste i regnskabet, da Parken Sport & Entertainment i 2018 forventede et underskud på 155 til 170 millioner kroner før skat. Inden salget lød det forventede underskud på 35 til 50 millioner kroner.

Det var tilbage i 2006, at selskabet købte Fitness DK for 300 millioner kroner, men i løbet af de seneste år var fitnesskæden ikke en god forretning.

For to år siden - i 2016 - tabte kæden 138,6 millioner kroner før skat og finansieringsomkostninger. Et tab, der dog blev reduceret i løbet af år 2017 som følge af blandt andet flere lukninger.