Den danske midtbanespiller Tochi Chukwuani kommer ikke til at spille i Serie A alligevel.

Det gør han ifølge Italiens største fodboldmedie Gazzetta dello Sport ikke, fordi der er opdaget en mindre hjertefejl under lægetjekket i Verona, som han ellers har været utroligt tæt på at skifte til.

B.T.s podcast Transfervinduet kunne for flere måneder siden afsløre det planlagte skifte til Serie A-klubben, og den lange flirt mellem Verona og spilleren, der havde kontraktudløb med FC Nordsjælland denne sommer, blev endnu mere konkretiseret i april, da han blev fotograferet i den italienske klubs trøje.

Men skiftet bliver altså ikke til noget alligevel på grund af hjertefejlen, melder Gazzettaen.

Tochi Chukwuani blev i 2019 den yngste spiller i FC Nordsjælland til at få debut i Superligaen.

Det gjorde han i en alder af bare 16 år, og der var store forventninger til midtbanespilleren, der også har været anfører for de danske U17- og U19-landshold.

Efter 36 Superliga-kampe og samtidig med Tochi Chukwuanis dans med Verona blev han imidlertid degraderet til FC Nordsjællands U19-hold, fordi han ifølge træner Flemming Pedersen var stagneret i sin udvikling og manglede disciplin i sit spil.

Denne sommer skulle han så vise frem på et endnu højere niveau, men det er altså glippet, hvorfor han står uden kontrakt.