For få år siden var de kæmpe stjerner i klubber som Liverpool, Real Madrid og Inter.

Nu er de havnet i en gigantisk skandale, der omhandler store pengesummer, en fed spillegæld og et ulovligt bettingsite – og med en bagmand, der angivelig er hjernen bag en omfattende narkohandel.

Der er tale om de to hollandske stjerner Dirk Kuyt og Wesley Sneijder. Det skriver det hollandske medie De Telegraaf.

Men hvad er så op og ned i denne spegede sag? Svaret får du her.

Dirk Kuyt (tv.) spillede i Liverpool i seks år, mens Wesley Sneijder var i klubber som Ajax, Real Madrid, Inter og Galatasaray.
Dirk Kuyt (tv.) spillede i Liverpool i seks år, mens Wesley Sneijder var i klubber som Ajax, Real Madrid, Inter og Galatasaray. ROBERTO SCHMIDT

Omdrejningspunktet er det ulovlige bettingsite Edobet.

Sidste år blev en mand ved navn Piet S. anholdt, og det er angivelig ham, som står bag sitet. Men også ham, som altså er hjernen bag denne her narkohandel, der blandt andet omfatter farlige karteller som det i colombianske Cali.

Kuyt og Sneijder er blevet afhørt som vidner i sagen, fordi de angivelig har storspillet på den ulovlige hjemmeside.

Det forlyder, at Dirk Kuyt indimellem skulle have spillet for op til 25.000 euro om dagen – svarende til knap 186.000 kroner. Han har brugt en mellemmand på en tankstation, som han betalte i kolde kontanter.

I forhold til Sneijder er der tale om en stor spillegæld, som han ikke har tilbagebetalt.

Medier melder også, at den tidligere Real Madrid-spiller er blevet truet med, at det ville gå ud over hans tante, mor eller bedstemor, hvis han ikke betalte sin gæld.

Wesley Sneijder har dog afvist, at han skylder penge, og indtil videre er ingen af de to kendt skyldig.