Han er kun 21 år, men er allerede på tale i verdens mest eksponerede liga.

FC Københavns Jonas Wind har fået flere til at spærre øjnene op i Superligaen, men nu kan han være på vej til mægtige Premier League.

Det skriver Daily Telegraph, der melder, at West Ham og manager David Moyes er interesseret i den danske angriber.

Wind skal dog ikke til at kigge efter bolig i England lige med det samme.

FC Københavns Jonas Wind jubler efter scoring i Superliga-kampen mellem FC København og FC Nordsjælland i Parken i København 4. oktober 2020. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
FC Københavns Jonas Wind jubler efter scoring i Superliga-kampen mellem FC København og FC Nordsjælland i Parken i København 4. oktober 2020. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Mads Claus Rasmussen

Skiftet til London-klubben ser nemlig først ud til at være realistisk til sommer, skriver mediet.

For få uger siden sagde West Ham farvel til den franske angriber Sebastien Haller, der blev solgt for knap 170 millioner kroner til Ajax Amsterdam.

Wind har scoret fem mål i ni Superliga-kampe i denne sæson, hvor det i alt er blevet til syv mål i 13 kampe.

Han har også fået debut for det danske landshold, hvor det er blevet til to kasser i fire kampe – den ene mod mægtige Belgien.

I skrivende stund er West Ham nummer fire i Premier League.