Et af fodboldverdenens største familiedramaer tager nu en ny drejning.
For Paris Saint-Germain-stjernen Mauro Icardi og hustruen, Wanda Nara, som også er angriberens agent, skal angiveligt skilles.
Det skriver det spanske medie Marca, der refererer til det argentinske tv-program 'Los Angeles de la Mañana'.
Helt konkret har programmet fået fat i en lækket lydfil fra den argentinske fodboldhustru, hvori hun afslører det, der lyder som en igangværende skilsmisse med superstjernen.

»Nå, jeg kom til Argentina, fordi jeg er ved at forberede Mauros skilsmisse. Jeg er ved at organisere det, så jeg kommer til at blive et par dage mere. Vi skal skilles, fordi jeg ikke orker mere. Det var mig, der bad om at blive skilt,« lyder det fra Wanda Nara til en bekendt, skriver mediet.
Den mulige skilsmisse er dog langtfra første gang, at det argentinske stjernepar er endt på forsiderne verden over på grund af knas i parforholdet.
I februar var parret ligeledes i stor krise, da Wanda Nara beskyldte Mauro Icardi for utroskab.
Noget, som da også dengang fik Nara til at søge om skilsmisse fra den tidligere Inter-stjerne.
Parret forblev dog sammen trods den store krise, men ifølge spanske og argentinske medier skyldes det ene og alene én ting: penge.
De to hovedpersoner har nemlig stadig det til fælles, at de meget gerne vil have de mange penge, som følger med ved at være 'det perfekte par' på Instagram.
Noget tyder dog på, at pengene ikke længere er vigtigere end deres had til hinanden.

