De er snedige i PSG!

Kylian Mbappé lander angiveligt i Paris mandag for at underskrive en kontrakt med PSG, der i følge den franske avis L'Equipe lejer angriberen af Monaco - for sandsynligvis senere at benytte sig af en aftalt forkøbsret på 180 millioner euro (1,34 milliarder kroner).

Neymar-handlen har lært PSG, at man bevæger sig på kanten af Financial Fair Play-reglerne, når pengebeløbene bliver SÅ store, og derfor har man i følge L'Equipe søgt en 'kreativ' løsning med Monaco.

Selvfølgelig kan der være tale om, at PSG gerne vil se Mbappé an, inden klubben køber ham endeligt af Monaco, men mest realistisk synes det at være, at pariserne har valgt at skubbe en stor transfer længere ud i fremtiden for at undgå det show, der fulgte med sommerens megahandel med Neymar og overgangssummen på 1,66 milliarder kroner.

I den formodede aftale med Monaco skal PSG ikke betale andet end Mbappés løn før, at klubben eventuelt vil købe ham fri.

Mbappé spillede sig i sidste sæson ind på den store internationale fodboldscene ved at præstere flot i Champions League, og han har hele sommeren været jagtet vidt og bredt. Blandt andre har Zinedine Zidanes Real Madrid været nævnt i kapløbet.

Hvis skiftet til PSG bliver en realitet, kommer han til at danne en frygtindgydende angrebstrio med Edinson Cavani og Neymar.

Kylian Mbappe lander angiveligt i Paris i dag for at underskrive en kontrakt med PSG.
Kylian Mbappe lander angiveligt i Paris i dag for at underskrive en kontrakt med PSG. Foto: VALERY HACHE
Vis mere

Mbappé var søndag på bænken, da de forsvarende franske mestre fra Monaco vandt med 6-1 over Marseiile, og det har ikke ligefrem aflivet rygterne om det nært forestående skifte til PSG. Leonardo Jardim, Monacos træner, blev spurgt til emnet efter kampen.

»Jeg bekræfter ikke noget som helst. Det er ikke min rolle at diskutere det. Min rolle er på banen,« sagde han.

Vi har helt sikkert ikke hørt det sidste til denne handel, og den skal nok blive diskuteret yderligere i den nærmeste fremtid. Ikke mindst i et Financial Fair Play-lys.