Den portugisiske stjerneangriber Cristiano Ronaldos dramatiske exit fra både landsholdslejren og København fortsætter med at vække opsigt.

Af den grund bliver der gravet efter alle detaljer i sagen – og nu forlyder det, at to personer skal have fulgt efter ham til lufthavnen i et sidste forsøg på at få ham til at blive.

Det skriver fodboldmediet Marca.

Onsdag aften kom det på ganske overraskende vis frem, at Ronaldo pludselig havde forladt den portugisiske landsholdstræning før kampen mod Danmark i Nations League, som spilles torsdag aften.

Kort forinden havde landstræner Jorge Jesus på et pressemøde i Parken udtalt, at Ronaldo ikke ville få en startplads i opgøret mod Danmark – og flere medier har siden spekuleret i, om det kan være det, der fik Ronaldo til at forlade Parken og i stedet sætte kurs mod lufthavnen i København og flyve væk.

Ifølge mediet Marca – som ikke nævner, hvor man har oplysningerne fra – skal landstrænerens ord have fået ham til at forlade det danske nationalstadion, hvor han ellers var ved at gøre sig klar til træning.

Cristiano Ronaldo ses her ankomme til Parken onsdag, hvor der blev afholdt pressemøde med Portugals landstræner, Jorge Jesus. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Ronald skal derefter – ifølge mediet – være taget hen på sit hotel, have hentet sin kuffert og bedt om, at hans privatfly, der befandt sig i Madrid, skulle sætte kurs mod den danske hovedstad for at hente ham.

Flyet landede sent onsdag aften i København, mens det blev fulgt af flere tusinde på diverse flyhjemmesider, og kort efter skal det have sat kurs tilbage mod den spanske hovedstad.

Det spanske fodboldmedie Marca hævder, at to personer skal have fulgt efter Ronaldo ud i lufthavnen for at få den 41-årige stjerne til at blive.

Ifølge mediet var der tale om landstræner Jorge Jesus og forbundspræsident Pedro Proença, som skal have forsøgt at få ham til at blive i København med de andre udtagne portugisiske spillere.

Potugals landstræner, Jorge Jesus, ses her under pressemødet i Parken i København. Foto: Paulo Novais/EPA/Ritzau Scanpix

Men deres forsøg førte ikke til noget, lyder det.

For Ronaldo endte med at efterlade dem, stige ombord på sit privatfly – og flyve væk.

Oplysningerne er dog ikke bekræftet af officielle kilder.

Hos det portugisiske medie A Bola forlyder det desuden, at Ronaldo mindre end 30 minutter før afgang skal være blevet set ankomme i lufthavnen i en diskret vogn, mens han stadig var iført sin landsholdstrøje.

Cristiano Ronaldo og Diogo Dalot ses her ankomme til Parken onsdag. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Det vidner ifølge mediet om, hvor hurtigt afrejsen fra træningslejren og København foregik.

Ronaldo har selv kun udsendt en kort udtalelse om sit dramatiske exit fra den portugisiske landsholdslejr dagen før kampen mod Danmark.

»Efter landstrænerens pressemøde og en samtale med formanden for det portugisiske fodboldforbund, besluttede jeg at forlade landsholdets træningslejr,« skrev han onsdag aften på Instagram.

Videre teasede han for, at han senere vil komme med en nærmere forklaring:

»På et senere tidspunkt vil jeg fortælle det portugisiske folk sandheden om årsagerne til, at jeg forlod landsholdet – et hold, jeg altid har været dedikeret til,« skrev han.