Real Madrid trækker grænsen for Gareth Bale til sommer.

'Los Blancos vil ikke beholde waliseren i næste sæson, men de ved, at hans exit vil blive kompliceret.'

Sådan skriver klummeskribenten Juan Ignacio García-Ochoa hos Marca under overskriften 'Bale er Real Madrids største hovedpine til sommer'.

Her gennemgår han, hvordan den spanske storklub efterhånden er villig til at gå vidt for at slippe af med Gareth Bale, der har været i klubben siden 2013.

Gareth Bale viser sig mest frem på træningsbanen.
Gareth Bale viser sig mest frem på træningsbanen. JUAN MEDINA

Endda uden at få nogle af de mange millioner tilbage, som i sin tid blev investeret i offensivspilleren.

'Real Madrid udelukker ikke længere at lade spilleren rejse gratis, fordi ingen europæiske klubber er villige til at indfri hans lønkrav,' skriver Juan Ignacio García-Ochoa.

Og der er tre gode grunde til, at klubben nu ikke vil mere:

  • Sportslig har Gareth Bale efterhånden længe befundet sig langt fra den stjernerolle, han egentlig skulle have indtaget. Han har eksempelvis ikke scoret i ligasammenhæng siden september.

  • 130 millioner kroner er meget at give i årsløn til en backup. År efter år.

  • Som en konsekvens af Brexit vil Gareth Bale fra januar næste år tælle som en ikke-EU-spiller. Det er kun tilladt at have tre i en kamptruppen. I forvejen har Real Madrid i øjeblikket fem dén status.

Problemet er dog stadig, at waliseren har kontrakt til 2022, altså yderligere godt to sæsoner.

Og på grund af den høje hyre har det vist sig umuligt at få andre klubber til at bide på – for Gareth Bale ønsker ikke at gå ned i løn. Han og hans agent har også tidligere givet udtryk for, at han har det helt fint i Madrid.