Historien om Martin Braithwaite og onklens ejendomsimperium i USA er varm luft, lyder det det i Frihedsbrevet, der blot har kunnet finde en enkelt bygning i deres besiddelse.
Der har været en lang række historier om Martin Braithwaites formue, også i B.T., men nu bliver der sået kraftig tvivl om det amerikanske ejendomseventyr, der tidligere er blevet omtalt som et milliardforetagende.
Frihedsbrevet har blot kunnet finde frem til én ejendom, og firmaet NYCE skulle 'blot' have aktiver til en værdi af 62 millioner kroner.
Ifølge Braithwaites onkel Philip Michael, der er medejer, bliver der dog forvaltet værdier for 300 millioner dollars på vegne af kunder eller investorer. Han vil dog ikke fortælle, hvad firmaet egentlig er værd.
Philip Michael lovede angiveligt at sende mediet en detaljeret liste over alle selskabets aktiver, men det er ikke sket.
En lang række påståede projekter viser sig ikke at findes, fortæller Frihedsbrevet, der også beretter om utilfredse mikro-investorer i NYCE-projektet.
Martin Braithwaite har ikke besvaret mediets henvendelser. Han spiller i disse dage i brasilianske Gremio.