Cheftræner for Paris Saint-Germain Christophe Galtier er sammen med sin søn blevet anholdt for at have udøvet racisme og islamofobi i sin tid som træner i OGC Nice.
Det skriver det franske medie RMC Sport.
Christophe Galtier og hans søn John Valovic-Galtier blev anholdt i morges i Nice i forbindelse med en større sag om mistanke om diskrimination i Ligue 1-klubben OGC Nice, hvor Kasper Schmeichel spiller.
Det er den offentlige anklager i den sydfranske storby, som kører sagen, hvor den nuværende PSG-træner, der tidligere har stået i spidsen for OGC Nice, nu er anholdt.
Ifølge fransk lovgivning har politiet 24 timer til at afhøre den 56-årige franske træner, inden han skal løslades eller sigtes.
Politiet undersøger Galtier for at have ytret sig i racistiske og islamofobiske vendinger omkring spillere, da han var træner i OGC Nice i 2022-sæsonen, hvor han havde Kasper Dolberg i sin trup.
Ifølge den tidligere sportsdirektør i den sydfranske klub, Julien Fournier, som er blevet afhørt af politiet i sagen, skulle Galtier have ønsket at rydde ud i OGC Nice-truppen, da der ifølge træneren var 'for mange sorte spillere og muslimer'.
Dette skrev træneren i en mail til OGC Nice-ledelsen.
Galtier ventes at blive fyret fra PSG denne sommer efter en skuffende sæson, som dog kastede et ventet, men ikke prangende mesterskab af sig.
Den parisiske storklub sættes i forbindelse med spanske Luis Enrique som afløser for Christophe Galtier.