AGFs idé med at vise fansene på storskærme under kampene er så stor en succes, at klubben foreløbig har gjort det til de to første kampe siden genstarten af Superligaen.
Når Premier League starter op igen, vil ligaen gøre kunsten efter og vise fansene hjemme fra stuerne, når der bliver scoret.
Det skriver mediet The Athletic.
Ifølge mediet kom forslaget på bordet første gang torsdag og blev godkendt.

De endelige detaljer er dog ikke på plads, hvorfor der ikke er meldt noget ud fra officiel side, men The Athletic skriver, at det kommer på plads inden startdatoen 17. juni.
I det hele taget har den innovative idé fra AGF fået stor ros og gået viralt verden over.
Aarhusianerne selv fik inspiration til deres idé ved at se DRs fællessang.
»Vi er da selvfølgelig stolte af at være de første i verden til at tilbyde denne løsning, når vi nu ikke kan få fansene på stadion. Det startede med en idé om en applikation, så vi kunne aktivere fansene på en second screen, og det har så udviklet sig til det her, efter vi så DRs fællessang,« forklarede AGFs direktør, Jacob Nielsen, der nu kan se, at verdens største liga vil gøre noget lignende.



