Lyt til artiklen

De er dårlige nyheder for legenden Pelé. Faktisk rigtig dårlige.

For ifølge meldinger fra hjemlandet Brasilien er den 82-årige fodboldprofil blevet rykket til såkaldt palliativ afdeling.

Det er den, hvor folk med en livstruende sygdom, der ikke kan helbredes, typisk indsættes i den sidste fase af deres liv.

Behandlingen er lindrende, og det er altså angivelig den situation, Pelé befinder sig i lige nu på Albert Einstein-Hospitalet i São Paolo.

Sådan så det ud i efteråret 2021, da Pelé sidst var indlagt.
Sådan så det ud i efteråret 2021, da Pelé sidst var indlagt. Foto: INSTAGRAM @PELE
Vis mere

De seneste år har nationalhelten haft problemer med sit helbred.

Pelé døjer med tarmkræft, og tidligere har en række af indlæggelserne været planlagte, men det har det ikke været i denne omgang.

Den tredobbelte verdensmester blev indlagt i tirsdags, hvor hans krop var hævet, og han havde problemer med hjertet.

Det var i den forbindelse, at man konstaterede, at Pelés krop ikke længere responderer på kemoterapien, der skulle afhjælpe de kræfttumorer, han har i kroppen. En behandling, han påbegyndte han i september 2021. Tidligere på året blev der også fundet metastaser i lungerne og leveren.

Derfor har man nu afbrudt kemoterapien for at gå over til den palliative behandling, hvor fokus er på at øge patientens livskvalitet så meget som muligt.

I torsdags forlod det ellers, at hans tilstand var stabil, og fodboldkoryfæens datter manede hurtigt chokket i jorden ved at forklare, at »der ikke var grund til alarm.«

Men alligevel lader det til, at det er alvorligt, og fredag meddelte hospitalet også, at Pelé døjer med luftvejsinfektion.

Nyheden har allerede fået flere stjerner til at reagere på sociale medier - blandt andet den franske superstjerne Kylian Mbappé, som du kan se det i tweetet herover.

82-årige Pelé betegnes af mange som en af historiens allerbedste fodboldspillere. Han har vundet VM hele tre gange og spillede i sin aktive karriere for Santos og New York Cosmos.