Endnu en ny aktør træder nu ind på sportsstreaming i Danmark. 

Ifølge det norske medie Kampanje er storspilleren Disney utroligt tæt på at sikre sig rettighederne til de to europæiske fodboldturneringer UEFA Europa League og UEFA Conference League. 

Indtil videre har de rettigheder været på TV 2s hænder herhjemme, men det er altså nu tæt på at ændre sig. Foruden Danmark kommer Disney også til at stå for rettighederne i Sverige. 

Disney er endnu en aktør, der dermed træder ind på scenen og øger konkurrencen.Tidligere på året kom det også frem, at Amazon vil forsøge sig på området, efter de har tilkøbt rettigheder til flere Premier League-kampe. 

I Danmark er det endnu uvist, hvem der skal vise den største europæiske turnering Champions League fremadrettet. 

Mens norske TV 2 kunne offentliggøre, at de kan vise mesterholdenes turnering de næste tre år på stationens kanaler, er der endnu ikke landet en aftale i Danmark. 

De seneste mange år er det Viaplay, der har vist Champions League herhjemme.