»Stjernen er Christensen.«

Sådan skriver det spanske sportsmedie Marca, der ikke lægger skjul på, at danskeren har taget storklubben med storm.

For med en regulær hær af stjerneindkøb som Robert Lewandowski, Raphinha, Jules Koundé og Franck Kessié så Andreas Christensen ikke nødvendigvis ud til at spille en hovedrolle for FC Barcelona ved ankomsten i sommer.

Men forsvarsklippen har overrasket, og nu er det ikke til at få armene ned over den 26-årige forsvarsspiller i Catalonien.

Andreas Christensen ses her i aktion mod Real Betis, onsdag 1. februar.
Andreas Christensen ses her i aktion mod Real Betis, onsdag 1. februar. Foto: Julio Munoz
Vis mere

»Formentlig er det kun meget få, der havde forudset, at Andreas Christensen ville spille på så højt niveau, som vi har set i den første halvdel af sæsonen,« skriver det Madrid-baserede medie.

Blandt andet fremhæver avisen danskerens blændende evner med bolden og hans styrker i at spille bolden op i banen. I ligaen har danskeren en svimlende procent vellykkede afleveringer på hele 94,3 procent.

En statistik, som avisen kalder for »storslået«.

Den voldsomme ros falder på et tørt sted for Andreas Christensen efter en VM-slutrunde med Danmark, der var alt andet end storslået for landsholdet med det pinlige gruppeexit.

»Lige nu virker det, som om Andreas Christensen kommer til at være Barcelonas midterforsvarer i en rum tid.«

Også cheftræner Xavi har talt mere end varmt om danskeren, siden han kom til klubben.