Nu sker der noget for Neymar.

Det har længe været offentlig kendt, at Neymar ønsker at forlade Paris Saint-Germain.

Og rygterne har gået på, at han ønsker at vende retur til FC Barcelona og Camp Nou.

Nu er vejen i hvert fald banet for et skifte, for brasilianeren har indgivet en transferanmodning, fortæller kilder til Sky Sports.

Neymar ønsker at vende retur til FC. Barcelona.
Neymar ønsker at vende retur til FC. Barcelona. Foto: NACHO DOCE
Vis mere

Det var angiveligt på et møde i mandags mellem Neymar og klubbens nye sportsdirektør, Leonardo, at verdenstjernen definitivt fortalte klubben, at han ønsker at forlade Parc des Princes og Paris.

Ønsket om et skifte kom næppe som et chok for pariserklubben, da Neymar valgte at vende retur fra sommerferie en uge senere end resten af hans holdkammerater. Brasilianerens pjækkeri er efterfølgende blevet kritiseret på klubbens hjemmeside.

Rygtet om en returbillet til FC Barcelona blev da også kun yderligere forstærket, da Neymar i lørdags lagde en video op på sin Instagram-profil, hvor han er iført en FC Barcelona trøje.

Men på mødet gav Neymar ingen detaljer om, hvor han gerne vil hen.

Ifølge Sky Sports' kilder forsøgte Leonardo at overbevise brasilianeren om at blive i klubben. Men det må være svært at overbevise en mand, som er så stålsat på at vende 'hjem' til klubben, hvor han fejrede sejre i La Liga og Copa del Rey gennem fire sæsoner fra 2013 til 2017.

FC Barcelona har dog allerede haft spenderbukserne på i dette transfervindue, hvor de senest har købt Antoine Griezmann, som skal danne fronttrio med Lionel Messi og Luis Suarez.

Catalanerne aktiverede Griezmanns frikøbsklausul i Atlético Madrid, som var hele 120 millioner euro værd.

Der skal derfor også sælges nogle spillere fra Barcelona-truppen, hvis de altså skal have råd til at købe Neymar tilbage.