Et fodbold-ægteskab i den mastodontiske afdeling er under opsejling.

For superstjernen Erling Haaland har nu sagt ja til Manchester City, der har været en varm bejler til den norske bomber.

Det melder det troværdige medie The Athletic.

Haaland spiller lige nu i tyske Borussia Dortmund, men ifølge The Athletic ser det ud til, at den 21-årige angriber får engelsk adresse til sommer.

Hans far – Alf-Inge Haaland – har selv spillet for Manchester City i løbet af sin karriere, og det skulle have været medvirkende til, at handlen går i stand.

Det forlyder dog, at handlen endnu ikke er gået endegyldigt igennem. Men Dortmund-spillerens agenter skulle ifølge The Athletic været nået til enighed med Manchester City i forhold til konturer af nordmandens fremtidige kontrakt.

Til gengæld skal der fortsat laves en aftale om kommissioner – de beløb, agenterne tjener på handlen – og med Dortmund, der fortsat ejer stortalentet. Derfor kan det fortsat nå at ryge i vasken.

Tidligere har flere medier dog meldt, at Manchester City agter at gøre Haaland – der har scoret vanvittige 82 mål i 85 kampe for Dortmund, foruden 23 assist – til den bedst betalte spiller i sin i forvejen stjernespækkede trup.

Lønnen skulle angiveligt ligge over 4,47 millioner kroner om ugen – eller 232 millioner kroner årligt.

Haalands ja er i denne handel yderst vigtigt, da han kan købes fri af sin kontrakt på baggrund af en frikøbsklausul, han har fået forhandlet med. Det betyder, at Dortmund ikke har andet valg end af sælge Haaland, hvis denne klausul bliver matchet – og den ligger på omkring 560 millioner kroner.

Det lyder af meget, men det er noget nær et 'røverkøb' for en spiller af hans alder, potentiale og kaliber.

Erling Haaland har siden sin debut som seniorspiller været et af klodens mest ombejlede talenter.

Han har foruden Dortmund spillet i Bryne og Molde i Norge samt østrigske Red Bull Salzburg. Her har han scoret 131 mål i 179 kampe.

Haaland har også nettet 15 gange i 17 kampe på det norske landshold, og mon ikke der nu løber nogle forsvarsspillere rundt i England, der så småt begynder at ryste i bukserne.