Superstjernen Cristiano Ronaldo har fremtiden på plads, melder amerikanske CBS Sports.

Og det bliver som ventet Al-Nassr fra Saudi-Arabien, der sikrer sig den 37-årige portugiser. Mediet henviser til 'kilder tæt på klubben' og skriver, at Ronaldo har sat sin underskrift på kontrakten fredag eftermiddag. Tidligere er en kontraktvarighed på to et halvt år blevet nævnt.

Og Ronaldo bliver i den grad forgyldt. CBS Sports skriver, at der tikker 75 millioner dollar - cirka 500 millioner kroner - ind på portugiserens i forvejen polstrede bankkonti hvert år. Et beløb, der angiveligt kan stige betragteligt med yderligere bonusser - helt præcist op til vanvittige 200 millioner dollar, cirka 1.3 milliarder kroner.

Det forventes ifølge CBS Sports, at Al-Nassr præsenterer Ronaldo-handlen nytårsaften i kølvandet på udekampen mod Al Khaleej.

Ronaldo på plads.
Ronaldo på plads. Foto: CARL RECINE
Vis mere

Ronaldo blev i efteråret løst fra sin kontrakt i Manchester United, efter han røg på kant med cheftræner Erik ten Hag.

Skiftet til Saudi-Arabien signalerer en slutning på en lang og succesfuld karriere og er i sig selv en noget kontroversiel størrelse. Menneskerettighedsorganisationer ser ikke mildt på tilstandene i det kontroversielle land.

Ronaldo har ifølge CBS Sports allerede gennemgået dele af sit lægetjek, mens den sidste del ventes gennemført i næste uge.

Portugiseren får dermed lidt at trøste sig med efter den VM-fiasko, han var en del af tidligere i december. Her spillede han karrierens sidste VM-slutrunde, hvor han blev vraget undervejs, inden Portugal sensationelt blev slået ud af Marokko.

Al-Nassr holder til i hovedstaden Riyadh, og ifølge CBS Sports-journalisten Ben Jacobs bosætter Ronaldo sig i den eftertragtede bydel Al Muhammadiyah.