Ernesto Valverde er fortsat træner i FC Barcelona. På papiret.

Den spanske Barca-træner er ifølge flere medier ganske snart fortid som cheftræner i den catalanske storklub – måske allerede mandag – og jagten er sat ind på Valverdes afløser.

Flere medier har skrevet om, at klublegenden Xavi er blevet tilbudt jobbet, og i hans nuværende klub, Al-Sadd, har man i hvert fald ikke gjort noget for at dæmpe spekulationerne.

Qatar-klubben har bekræftet, at Xavi har holdt et møde med Barcelonas sportsdirektør, Eric Abidal, og har forhandlet om et muligt job.

Xavi har angiveligt takket nej til at overtage Barcelona nu.
Xavi har angiveligt takket nej til at overtage Barcelona nu. Foto: Kai Pfaffenbach
Vis mere

Så Valverde lader til at være fortid.

Xavi skulle dog imidlertid have takket nej med meldingen om, at han ville være klar til jobbet om 6-18 måneder. Måske i forbindelse med præsidentvalget i klubben næste år, hvor han måske kan bruges som en brik til at skaffe en bestemt kandidat præsidentposten.

En anden, der har været på radaren ifølge spanske AS, er en anden klublegende, Ronald Koeman. Men han skulle heller ikke være interesseret lige nu.

Søndag aften melder det catalanske medie, Rac1, at Barcelona har fået sig en ny topkandidat. Den ledige argentiner, Mauricio Pochettino, der blev fyret i Tottenham i slutningen af 2019.

Mauricio Pochettino har tidligere trænet Barcelonas lokalrivaler, Espanyol.
Mauricio Pochettino har tidligere trænet Barcelonas lokalrivaler, Espanyol. Foto: Andrew Boyers
Vis mere

Argentineren er et af de mest ombejlede trænernavne i øjeblikket, og ifølge Rac1 skulle Barcelona have kontaktet Pochettino for at høre, om han kunne være interesseret.

Det giver da god mening, ikke? Topklub mangler toptræner. Pochettino er ledig på markedet. Done deal.

Men skal man tro, hvad Pochettino tidligere har meldt ud, så er der to klubber, han aldrig kommer til at stå i spidsen for. Arsenal og Barcelona.

Som Tottenham-træner virker det usandsynligt at skifte til lokalrivalen.

Og det samme gør sig gældende i Barcelona, hvor Pochettino har et varmt forhold til de lokale rivaler, Espanyol.

Argentineren spillede hovedparten af sin karriere her, ligesom det også var her, han startede sin efterhånden ganske prominente trænerkarriere.

Pochettino har også selv udtalt, at han 'hellere ville arbejde på sin farm i Argentina end at arbejde for visse klubber', sagde han i 2018, da han var rygtet til Real Madrid.

Så Barcelona må formentlig kigge efter et andet navn til at overtage for manden, der altså stadig er ansat som cheftræner i klubben, der ligger nummer et i La Liga.