En af verdens bedste og største fodboldstjerner ser ud til snart at få fremtiden på plads.

Rygterne om, at Neymar Jr. har været træt af Paris Saint-Germain, og at FC Barcelona ville hente ham tilbage, eller at han skulle til Real Madrid, har ellers floreret siden sommeren 2019.

Men nu peger alt på, at verdens dyreste fodboldspiller nogensinde, Neymar Jr., bliver i Paris.

Ifølge den store franske sportsavis L'Equipe, så er den brasilianske angrebsstjerne klar til at sætte sin signatur på en fire-årig kontraktforlængelse med den svinerige franske mesterklub. Og det er selvfølgelig ikke småpenge, at Neymar Jr. står til at tjene i de kommende år.

Foto: DAMIEN MEYER
Vis mere

Ifølge L'Equipe kommer den 29-årige 10'er til at kunne sætte omkring 250 millioner kroner ind på bankbogen om året frem mod sommeren 2026, hvor kontrakten, når den bliver skrevet under, løber ud.

Dertil kommer en gigantisk bonus, hvis det endelig lykkes PSG at vinde Champions League med Neymar Jr. på holdet, hvilket er klubbens helt store mål. Det har været ganske tæt på i de seneste sæsoner, hvor det er blevet til en tabt finale i efteråret 2020 og en semifinaleplads i denne sæson.

Det er ikke kun den brasilianske superstjerne, der skal være en del af det projekt. Ifølge L'Equipe forsøger PSG også at få en ny aftale i stand med klubbens anden superstjerne, franske Kylian Mbappe.

Neymar Jr., som blev verdens dyreste fodboldspiller, da Paris-klubben købte ham af FC Barcelona for 1,65 millarder kroner i sommeren i 2017, erklærede i sidste uge, at han er glad for at spille i PSG, som han mener er vokset i styrke i de seneste sæsoner.