Farvel til en halv milliard - goddag til livsglæden.

Det er grunden til, at Neymar har sagt ja, ja, ja til et kontraktudspil fra FC Barcelona.

Dermed er den første sten på vejen mod en sensationelt comeback fra PSG til den spanske klub ryddet af vejen. For ifølge det Barcelona-baserede medie Sport har den brasilianske fodboldspiller nu accepteret tre hovedkrav fra sin tidligere klub.

Detaljerne i den kontrakt, de er blevet enige om, skulle ifølge Sport se sådan ud:

  • En årlig løn på 180 millioner (som svarer nogenlunde til det beløb, han fik i sin første tid i klubben).
  • En femårig kontrakt.
  • Et farvel til kravet om erstatning på 200 millioner kroner, som Neymar og hans far har fremsat mod FC Barcelona for en manglende loyalitetsbonus umiddelbart inden skiftet til PSG for to år siden.

I øjeblikket får Neymar en betydeligt større gage i sin franske klub: Han er den næstbedst betalte fodboldspiller i verden med cirka 275 millioner kroner i årsløn. Kun overgået af Lionel Messi.

Hvis transferen bliver en realitet, vil Neymar altså sige farvel til knap 500 millioner kroner i forhold til de tre år, han har tilbage af kontrakten med PSG.

'I øjeblikket er Neymars prioritet ikke økonomien, men det sportslige og det personlige - han vil i Barcelona genfinde det smil, han har mistet i Paris,' som Sport skriver.

Den driblestærke brasilianer blev med kort varsel verdens dyreste fodboldspiller, da han i 2017 gennemførte en choktransfer den anden vej, fra FC Barcelona til PSG.

Neymar skulle have været med til det igangværende Copa America, men blev skadet umiddelbart inden.
Neymar skulle have været med til det igangværende Copa America, men blev skadet umiddelbart inden. Foto: Ueslei Marcelino
Vis mere

Skilsmissen blev særdeles grim - men nu skulle parterne være villige til at slå en stor tyk streg over fortiden.

Samme Sport har endda tidligere på ugen beskrevet, at Neymar endda skulle være klar til at give en offentlig undskyldning.

De to år i Paris har været problemfyldte med lange skadepauser, og Neymar skulle ifølge et andet Barcelona-baseret medie, Mundo Deportivo, have meddelt PSG-præsident Nasser Al-Khelaifi, at han vil 'hjem' til den spanske storby.

Imens har flere Barcelona-spillere ikke lagt skjul på, at de meget gerne ser en genforening af spiller og klub.

»Selvfølgelig vil jeg elske at se Neymar komme retur. Han er en stor spiller, og det er ikke kun mig, der synes det: Det gør alle,« har midtbanespilleren Arthur tidligere på ugen sagt i forbindelse med Copa America:

»Jo flere gode spillere, der er samlet, jo bedre.«

Fra den ligeledes brasilianske landsholdsspiller Philippe Coutinho lyder det: »Jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske, men det er konstant positive følelser, der dukker op, når man taler om at spille sammen med ham.«

Endnu mangler dog en sten af en ret så betydelig størrelse, inden Neymar igen kan kalde sig FC Barcelona-spiller: PSG skal acceptere et salg.

Flere medier har skrevet, hvordan den franske klub skulle forlange lige omkring 300 millioner euro, 2,3 milliarder kroner.

Og altså lige en pæn sjat mere end de 1,7 milliarder, han kostede for to år siden. Samtidig er forholdet mellem de to klubber langt fra godt.

PSG-præsident Nasser Al-Khelaifi dundrede desuden for nylig, at 'kontrakten selvfølgelig skal respekteres', og at 'ingen har tvunget ham til at skrive under'.

Neymar har kontrakt med PSG frem til sommeren 2022.