Kylian Mbappé. Smag på navnet – det har Europas storklubber efter sigende allerede gjort.

Den 18-årige angrebskomet fra AS Monaco er på rekordtid blevet en af fodboldens mest eftertragtede talenter. Ikke mindst efter indsatsen mod Manchester City i Champions Leagues ottendedelsfinaler.

Længst fremme skulle Manchester United være. Ifølge spanske Cope skulle den engelske klub være den eneste, der endnu har lagt et bud til den franske klub.

Endda to gange.

  • Først 80 millioner euro (knap 600 millioner kroner), hvilket er blevet afvist af AS Monaco.
  • Siden 110 millioner euro (knap 820 millioner euro), hvilket ifølge Cope også er blevet afvist af AS Monaco.

Sidstnævnte sum vil i så fald have gjort den unge franskmand til verdens dyreste fodboldspiller. Med fem millioner euro vil transfersummen have overgået den hidtidige rekord, som indehaves af landsmanden Paul Pogba.

Ham hentede Manchester United-manager Jose Mourinho i sommer til klubben for 105 millioner euro i Juventus.

Den spanske avis AS har skrevet, at Real Madrid allerede har gjort Kylian Mbappe til sommerens helt store transfermål. Men ifølge Cope har den forsvarende Champions League-mester endnu ikke lagt et konkret bud.

Også hold som PSG, FC Barcelona og Arsenal er blevet nævnt som særdeles interesserede i den franske landsholdsspiller.

Manchester United har i forvejen et andet fransk angrebstalent i truppen, Anthony Martial, som klubben i sin tid gjorde til verdens dyreste teenager. Nu kan også den rekord blive slået.