Stjerneangriberen Zlatan Ibrahimovic har spillet sin sidste kamp på Old Trafford.

Den 36-årige United-angriber er tæt på et skifte til USA og landets bedste fodboldrække, Major League Soccer (MLS).

Det erfarer det amerikanske sportsmedie ESPN. Det samme gør Sky Sports.

Det er endnu uvist, hvilken amerikansk fodboldklub han vil skrive kontrakt med. Men ifølge ESPN og Sky Sports er klubben LA Galaxy, hvor den tidligere Manchester United-stjerne David Beckham også spillede, en af frontløberne.

Også LA Times-journalisten Kevin Baxter, som dækker LA Galaxy tæt, meddeler, at Zlatan til MLS-kubben skulle være god nok.

Zlatan Imbrahimovic har ikke spillet en kamp for Manchester United siden den 26. december sidste år, hvor han blev skiftet ind mod Burnley. Det er en alvorlig knæskade, som har holdt den svenske fodboldstjerne ude.

Der er blot fire måneder tilbage af Zlatan Imbrahimovics kontrakt med Manchester United. Derfor har klubbens cheftræner Jose Mourinho valgt at bane vejen for et skifte til en MLS-klub allerede nu.

Det var i 2016, at Zlatan Imbrahimovic skiftede fra Paris Saint-Germain til Manchester United på en fri transfer. Han nåede at score 29 mål i 53 kampe.