Der er lagt op til krig mellem Martin Braithwaite og Luis Suarez, når det handler om at få spilletid i Barcelona.

I hvert fald hvis man skal tro den spanske avis Marca.

I en artikel - der har overskriften ‘Braithwaite sender en advarsel til Luis Suarez: ‘Fysisk kan ingen slå mig’ - beskriver mediet, hvordan danskeren er klar til at stjæle minutter fra stjernen Suarez, der er tilbage efter en lang skadespause.

Og ifølge Marca står Martin Braithwaite faktisk med gode kort på hånden.

Foto: ALBERT GEA
Vis mere

»Braithwaite har gjort trænerstaben målløse med sine fysiske egenskaber, da Barcelona-spillerne vendte tilbage til træning efter den tvungne Covid-19-pause,« står der blandt andet i artiklen.

Martin Braithwaite er da også selv bevidst om, at netop fysikken er et af hans trumfkort i bestræbelserne på at få spilletid.

»Der er ikke én eneste spiller, som arbejder eller træner så hårdt, som jeg gør. Fysisk kan ingen slå mig,« siger Martin Braithwaite til Marca.

Danskeren skal - udover Luis Suarez - kæmpe med Lionel Messi, Antoine Griezmann og Ansu Fati om pladserne i Barcelona-angrebet.

Martin Braithwaite står noteret for 130 minutters spilletid i La Liga i de tre kampe, han nåede at spille inden corona-pausen.

La Liga har fået grønt lys til igen at spille fodbold i næste uge, og her skal Barcelona i kamp på udebane mod Mallorca.