760 millioner kroner.

Så meget skulle Manchester United ifølge engelske Sky Sports nu have budt på Dortmunds Jadon Sancho, der længe har været rygtet til den engelske storklub. Men på trods af det massive beløb, så er det ikke noget, der får tyskerne til at bide på.

Mediet skriver således, at Bundesliga-klubben har afvist buddet.

I løbet af sommeren har rygterne om Jadon Sancho til United været utallige, hvilket fik Dortmund til flere gange offentligt at skyde et muligt skifte til jorden.

Men det har altså ikke skræmt manager Ole Gunnar Solskjær væk, som altså nu har fundet midlerne til at sende et monsterbud afsted til Tyskland.

Problemet for storklubben er dog, at Dortmund ifølge Sky Sports havde sat en deadline for en mulig aftale 10. august. Hvis en aftale ikke var blevet underskrevet inden da, så ville ledelsen ikke af med deres engelske stjerne.

Dortmunds kaptajn, Marco Reus, var tirsdag også ude for at meddele, at Jaden Sancho forbliver hans holdkammerat et år endnu, og dermed begynder det for alvor at se svært for Manchester United med kun få dage tilbage af transfervinduet.

Den blot 20-årige Jadon Sancho blev i sidste sæson noteret for 17 Bundesliga-mål og 17 assist i 32 kampe.