Manchester United vil have Kasper Schmeichel og har i sinde at hente den danske landsholdskeeper.

Sådan lyder det i en meget overraskende transfernyhed fra The Sun, hvis historie er så opsigtsvækkende, at flere af de andre engelske medier har citeret mediet.

Under overskriften 'Hold det i familien. Manchester United går efter en chok-transfer af Kasper Schmeichel, søn af legenden Peter, som afløser for ustabile David de Gea', fortæller tabloidmediet, der dog ikke altid er det allermest troværdige britiske nyhedssite, om storklubbens planer.

Her lyder det, at Kasper Schmeichel skal gå direkte ind på Old Trafford og være førstekeeper fra næste sæson i det bur, hans far på fremragende og imponerende vis vogtede fra 1991 til 1999, hvor senior sluttede det hele af med at vinde 'The Treble'.

Kasper Schmeichel vil helt sikkert smile stort, hvis United henter ham.
Kasper Schmeichel vil helt sikkert smile stort, hvis United henter ham. Foto: ANDREW YATES
Vis mere

Ud over David de Gea råder United-manager Ole Gunnar Solskjær over unge Dean Henderson, men nordmanden er ifølge The Sun ikke overbevist om, at han kan løfte arven, selv om han har gjort det godt på udlån til Sheffield United.

Og da en af verdens bedste målmænd i Atletico Madrids sidsteskanse, Jan Oblak, menes at være for dyr og har en frikøbsklausul på over 900 millioner kroner, skulle The Suns informationer pege i retning af Kasper Schmeichel som afløser for de Gea, der menes at have mistet sin træners tillid.

Ole Gunnar Solskjær ser ifølge mediet også gerne, at klubben slipper for at betale spanierens høje løn på over tre millioner kroner om ugen.

Flirten er ikke ny. I 2017 skrev Sky Sports, at daværende manager José Mourinho også ville have Kasper Schmeichel som afløser for David de Gea, men det skete som bekendt ikke, og nu har historien altså gentaget sig med Solskjær i rollen som manager.

Kasper Schmeichel har godt nok en kontrakt, der løber i tre år endnu, med Leicester, men med Schmeichels alder på 33 år burde klubberne kunne finde en rimelig økonomisk løsning, og så vil hans klub næppe stille sig i vejen for, at den danske landsholdsmålmand kan få United-drømmen til at gå i opfyldelse.

Han er vokset op i klubben og kan, hvis The Suns historie holder vand, slutte ringen, hvor det hele startede.