12,7 milliarder kroner.

Sådan lød vurderingen af Premier League-klubben Liverpool FC i juni fra pengemediet Forbes.

Spillere og trænere bliver shoppet rundt mellem fodboldklubber i Europa, men med jævne mellemrum er selve fodboldklubberne også til salg. Og det skulle angiveligt være tilfældet med Liverpool.

Liverpools ejer, John Henry, skulle i øjeblikket være i gang med stille og roligt at forhøre sig på markedet omkring mulige købere af den traditionsrige fodboldklub.

Jürgen Klopp, John Henry og dennes hustru, Linda Pizzuti Henry.
Jürgen Klopp, John Henry og dennes hustru, Linda Pizzuti Henry. Foto: John MACDOUGALL
Vis mere

Det skriver New York Post.

Ifølge det amerikanske medie er John Henry og hans investeringsfirma, Fenway Sports Group, i gang med en 'passiv salgsproces', hvor de prøver at skaffe bud på klubben, mens alt foregår i øjeblikket uofficielt. Det fortæller en kilde tæt på forløbet til New York Post.

Den enorme vurdering på 12,7 milliarder kroner - 1,9 milliarder dollar - bliver dog ikke nødvendigvis købsprisen. Mediet mener at vide, at John Henry leder efter mere end to milliarder dollar for Liverpool FC.

Tidligere har der floreret rygter om, at der var kommet bud på Liverpool. Det skulle angiveligt have været Sheik Khalid bin Sultan bin Zayed Al Nahyan, der er søn af premierministeren i Abu Dhabi, der sammen med en kinesisk forretningspartner skulle have stået i spidsen for det bud.

Foto: PAUL ELLIS
Vis mere

Daily Mail skrev om den historie, men buddet blev afvist har John Henry. Det lød dog angiveligt på svimlende 2,6 milliarder dollar - stille og rolige 17 milliarder kroner.

John Henry købte Liverpool i 2010 for 477 millioner dollar - 3,1 milliard i dagens krone.

Det er dog ikke det eneste sportsbrand, som Liverpool-ejeren har i sine folder. Han er også boss i baseball-klubben Boston Red Sox, der netop har vundet dette års udgave af verdens bedste baseball-liga, Major League Baseball, hvor de i finaleserien slog Los Angeles Dodgers.

Liverpool spiller sin næste Premier League-kamp søndag mod Fulham.