Det kører ikke ligefrem som smurt for Ole Gunnar Solskjær.

For sammen med Manchester United-mandskabet har han tabt syv af de seneste ni kampe.

Senest tabte de til Manchester City, og det skulle have ført til, at den engelske klubs næstformand, Ed Woodward, kaldte Ole Gunnar Solskjær til et krisemøde torsdag. Det skriver Daily Mail.

Klubbens assistenttræner, Mike Phelan, skulle angiveligt også have været med til mødet, der blev holdt ved frokosttid.

Temaet skulle have været Manchester Uniteds problemer det sidste stykke tid.

Den engelske klub risikerer nemlig, at top-4 glipper denne sæson, og lige nu befinder Manchester United sig på Premier Leagues sjetteplads.

Det skulle have været en del af snakken, ligesom Woodward skulle have været bekymret for, at Manchester Uniteds opstilling mod Manchester City blev lækket før tid.

Ifølge TV2 Norge skulle der dog ikke have været tale om et decideret krisemøde.

Manchester United har tre kampe tilbage i denne sæson, Chelsea hjemme, Huddersfield ude og Cardiff hjemme, og på et pressemøde fredag fortalte Ole Gunnar Solskjær, at den seneste tids nederlag hører med.

»Det er fodbold. Det er mennesker. Marginaler. Og selvfølgelig har vi – vil nogen mene – mødt nemme hold i starten og svære hold nu.«

»Men hele scenariet, hele sæsonen. Den har været følelsesladet for spillere og klubben, og det skal du håndtere som fodboldspiller, træner og manager. Du skal håndtere mennesker,« sagde United-manageren ifølge BBC.

Den sidste runde af årets Premier League-sæson spilles 12.maj, og det er særligt Chelsea og Arsenal, Manchester United kæmper med om den eftertragtede fjerdeplads.