Jon Dahl Tomasson er færdig som Sveriges landstræner.
Det skrev først svenske Aftonbladet, inden det svenske fodboldforbund selv gik ud og annoncerede bruddet.
Danskeren er blevet fyret under to år efter sin ansættelse.
'Det svenske fodboldforbunds bestyrelse har besluttet at opsige Jon Dahl Tomassons kontrakt som cheftræner for herrelandsholdet. Beslutningen er baseret på dårlige resultater i VM-kvalifikationen,' fremgår det på forbundets hjemmeside.
Danskeren er opsagt med øjeblikkelig virkning.
»Vi tror på, at dette hold kan nå VM, hvis der er en chance for slutspillet i marts. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke Jon for denne periode. Jon har været professionel i sit forhold til spillerne, lederne i staben og det svenske fodboldforbund,« siger fodbolddirektør Kim Källström.
»Det er altid trist at skilles, men fodbold er resultatorienteret, og vi er nået til et punkt, hvor resultaterne ikke er gode nok.«
Beslutningen kommer dagen efter en gigantisk mavepuster mod Kosovo, der besejrede svenskerne med 1-0 i Sverige.
Dermed ser VM-kvalifikationen så godt som umulig ud for vores svenske naboer - et lille håb er dog gennem playoff-kampe til marts.
Fyringen betyder, at Jon Dahl Tomasson stod i spidsen for landsholdet i alt 18 gange.
Det kastede 9 sejre, 2 uafgjorte og 7 nederlag af sig.
Tidligere tirsdag skrev det svenske medie Expressen, at der blev afholdt et ekstraordinært møde, hvor danskerens position var et af emnerne.
Det er det svenske fodboldforbunds bestyrelse, der stod bag det digitale møde, der altså har beseglet Tomassons trænerskæbne. Nu er arbejdet gået ind for at finde en ny cheftræner, skriver forbundet.
Jon Dahl Tomasson har tidligere været cheftræner i Malmö og Blackburn. Karrieren tæller blandt andet også en assistenttjans på det danske landshold fra 2016-2019.