Fernando Torres har haft svært ved at finde en kontinuerlig målform siden Liverpool-dagene for fem år siden, og han været lidt rundt omkring i jagten på fordums styrke.

I øjeblikket agerer han reserve i Atlético Madrid, hvor han tidligere har fejret scoringer på stribe, og hans kontrakt med barndomsklubben ser ikke ud til at blive forlænget, når den udløber til sommer.

Men Fernando Torres skal ikke frygte arbejdsløshed eller sågar at gå væsentlig ned i niveau, når den næste klub skal findes. Godt nok er Lazio ikke, hvad klubben tidligere har været, men den italienske storklub skulle ifølge mediet Il Corriere della Sera være klar til at skrive kontrakt med Fernando Torres, hvis man til sommer kan få ham transferfrit.

32-årige Fernando Torres anses for at skulle afløse Miroslav Klose, der har opnået en alder på 38 år og til sommer synes færdig i Lazio, når hans kontrakt også udløber.

Fernando Torres har i denne sæson spillet 22 kampe i La Liga og scoret fem mål.