Sidste skridt for at gøre drengedrømmen komplet og få fodboldeventyret til at nå nye højder kan han tage på lørdag.

Der er nemlig store forhåbninger til, at Rasmus Højlund for første gang kan være med på bænken - og dermed få debut - for mægtige Manchester United i weekenden. 

Det skriver The Sun, som mener at vide, at Manchester United-manager Erik Ten Hag, som det ser ud nu, planlægger efter, at den danske angrebskomet er sin skade kvit, og dermed er klar til at være med i spillertruppen, når United møder Nottingham Forest på lørdag. 

Det vil være for første gang siden sit sensationsskifte tidligere på sommeren, at 20-årige Højlund er at finde på bænken for storklubben. Og det åbner selvfølgelig op for, at det er på lørdag, han får debut for kæmpeklubben, som han var fan af som barn. 

Foto: Jason Cairnduff/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Det var den 5. august, at Højlunds skifte fra Atalanta til Manchester United blev officielt i en rekordhandel for en dansk fodboldspiller.

Omkring 550 millioner kroner var prisen på den tidligere FC København-spiller, som har spillet seks landskampe og scoret seks mål i sin gennembrudssæsonen i sidste sæson.

Højlund ankom under stort ståhej til storklubben, hvor han blev præsenteret på Old Trafford, men han døjede samtidig med en mindre skade i ryggen. 

Derfor har han først i de seneste uges tid eller lidt mere har kunne træne ordentligt igennem med sine nye stjerne-holdkammerater.