Kasper Hjulmand har kun én kamp tilbage som træner for Bayer Leverkusen. 

Sådan lyder den klokkeklare vurdering fra det store tyske medie Bild – altså skulle der være en fyreseddel på vej til danskeren i Bundesligaklubben efter mindre end et år i jobbet.

»Han trues af en trist afsked, fordi det vigtigste sæsonmål glipper,« lyder det videre.

For Bayer Leverkusen ser efter altså efter alt at dømme ud til at misse kvalifikationen til næste sæsons Champions League.

Endnu er det ikke matematisk umuligt at sikre den afgørende fjerdeplads for holdet, men der skal mere end ét mirakel til efter weekendens nederlag til en af de direkte konkurrenter, VfB Stuttgart.

Hvis det alligevel skal blive til en plads i Champions League for Kasper Hjulmand og co., skal både VfB Stuttgart og Hoffenheim tabe i sidste spillerunde, mens Bayer Leverkusen selv skal vinde.

Bild vurderer dog videre, at også andre faktorer peger på en fyreseddel for danskeren.

»Holdets udvikling siden årsskiftet har været for dårlig,« lyder det.

Kasper Hjulmand overtog trænersædet kort inde i denne sæson, da Erik ten Hag blev fyret efter en katastrofestart med det ene nederlag efter det andet.

Til at begynde med gik det godt for den danske træner, og Bayer Leverkusen overvintrede helt oppe på tredjepladsen.

»Men i løbet af forårets rutsjebane er det blevet tydeligt, at Hjulmand stadig er mere en landstræner end en klubtræner,« lyder skudsmålet om den tidligere danske landstræner.

Og det tilføjes, at et travlt kampprogram samt ansvaret for en stor trup og stab »har påvirket ham i tydelig grad«.

Bayer Leverkusen ligger inden sidste spillerunde på sjettepladsen, hvilket 'kun' vil give en plads i Europa League.