»Der er forhandlinger i gang.«

Sådan lyder det ifølge kilder, som den spanske sportsavis AS har talt med. Den spanske fodboldklub Malaga kan muligvis se frem til at blive købt, efter den nuværende ejer, Sheik Abdullah Al-Thani, skulle have udtrykt sin interesse i at sælge sin andel i klubben.

Og de nye mulige ejere skulle angiveligt tælle ingen ringere end den amerikanske stjerneskuespiller George Clooney.

Det er præsidenten for Association of Small Shareholders, Antonio Aguilera, der til Canal Malaga fortæller, at der lige nu er forhandlinger mellem den spanske klub og en mediegruppe bestående af blandt andre den amerikanske skuespiller.

Det er sket meget, siden den spanske fodboldklub Malaga i 2013 tabte til Dortmund og røg ud af Champions League-kvartfinalen
Det er sket meget, siden den spanske fodboldklub Malaga i 2013 tabte til Dortmund og røg ud af Champions League-kvartfinalen Foto: PATRIK STOLLARZ
Vis mere

»Der er et magtfuldt produktionsselskab her i Malaga, der ønsker at gøre Malaga til 'det europæiske Hollywood'. De filmer lige nu en serie på Amazons regning her på sydkysten og forhandler allerede med klubben,« fortæller han og fortsætter:

»De ønsker dog ikke at betale den vilde sum, som Al-Thani beder om. For to uger siden bad han om 100 millioner euro (cirka 750 millioner danske kroner, red.) for Malaga. Hvad det firma er klar til at betale er meget mere, end det beløb han betalte for klubben - 36 millioner euro.«

Så sent som fredag ringede klubbens ejer til det amerikanske produktionsselskab for at sige, at de er villige til at forhandle, udtaler præsidenten også.

Der er dog også nogle yderligere komplikationer ved et opkøb af klubben.

Foto: TIZIANA FABI
Vis mere

På grund af økonomisk ustabilitet er klubben lige nu under administration, mens den nuværende ejer også befinder sig midt i en tvist med hotelkæden BlueBay. Den tvist skal ifølge AS således også være løst, før købet kan blive en realitet.

Malaga har de seneste år været igennem én lang nedtur og befinder sig lige nu i bunden af den næstbedste spanske række - Segunda Division.

Det står i skærende kontrast til år 2013, hvor klubben gik hele vejen til kvartfinalen i Champions League og nød stor succes som en af de helt store klubber i Spanien.

For to sæsoner siden blev den sportslige nedtur så for alvor tydelig, da klubben rykkede ud af La Liga.

Hvis det amerikanske firma lykkes med at købe Malaga, har de ifølge AS planer om at lave et tv-program om klubben.