VM blev lørdag et overstået kapitel for Sverige efter nederlaget til England i kvartfinalen, men det kan samtidig blive startskuddet på noget stort for FC Københavns målmand Robin Olsen.

Onsdag blev han sat i forbindelse med selveste Barcelona som afløser på reserveposten i stedet for Jasper Cillessen, der overvejer at forlade klubben i jagten på spilletid. Men også andre store muskler som Napoli og Roma lurer ifølge Aftonbladet på den svenske landsholdskeeper.

Samme Aftonbladet melder desuden om et kæmpe transferbeløb på Robin Olsen baseret på det italienske medie Calciomercatos oplysninger. Avisen skriver, at prislappen på FC Københavns målmand er 160 millioner svenske kroner, som omregnet til danske kroner er omkring 116 millioner.

Robin Olsen satte selv disse ord på transfersnakken, da Sverige blev elimineret ved VM.

England sendte lørdag Robin Olsen og Sverige ud af VM.
England sendte lørdag Robin Olsen og Sverige ud af VM. Foto: DYLAN MARTINEZ
Vis mere

»Jeg har ikke hørt så meget fra min agent (Hasan Cetinkaya, red.). Det var noget, vi aftalte inden VM for først og fremmest ikke at blive forstyrret og for ikke at tænke på noget som helst andet. Angående Barcelona? Jeg kommenterer ikke på klubber lige nu. Nu må vi se, hvad der sker,« sagde han til Expressen.

Det er planen, at FC København sælger Robin Olsen denne sommer, og manager Ståle Solbakken allerede har fundet en afløser i Jesse Joronen.

Robin Olsen er højt på listen hos flere store klubber, skriver forskellige medier.
Robin Olsen er højt på listen hos flere store klubber, skriver forskellige medier. Foto: YURI CORTEZ
Vis mere

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Hasan Cetinkaya, men det har ikke været muligt at træffe Robin Olsens agent, der ifølge Aftonbladet har travlt med at sælge Ajax-profilen Frenkie de Jong til Barcelona. B.T. har været i kontakt med Ståle Solbakken på sms, og manageren skriver; »det lyder godt«, men har ikke yderligere kommentarer.